​Top 10 til din Efterårsferie på Herløv Kro

Skrevet af: Ea Dolang | Herløv Kro Hotel​ | ​20. August 2019

På Herløv Kro elsker vi efteråret - det er helt en speciel tid hvor bladende bliver røde og luften bliver frisk og kølig. Man kan gå en tur i skoven, samle svampe og se på dyrevildt, men man kan også tage en hyggelig tur i biografen eller tage ud og se et historisk slot i nordsjælland. I efterårsferien giver vi gode tilbud på overnatninger, så du kan komme og nyde efterårsferien med familien, kæresten eller din gode venner og veninder. Se vores top 10 til din efterårsferie, der er lidt for enhver smag og mange spændende oplevelse nær Herløv Kro.

​Nr. 1: Dyrehaven og Eremitageslottet

​Foto: Carsten Haasum​

​Der er ikke noget smukkere end en tur i skoven, når det først er blevet efterår. De smukke røde, brune og gule nuancer pryder træerne og skovbunden, og man man samle svampe eller se på rådyr i skoven, mens man nyder den friske efterårsluft. Tag familien eller kæresten med under armen til en smuk spadseretur i dyrehaven ved klampenborg og kombinér det med en tur på Christian 6.s jagtslot: Eremitage slottet, fra 1736. Det er kun muligt at se slottet indefra med en professionel guide, der viser rundt og dette skal forudbestilles.

​Hvis I bliver sultne efter gåturen er det da også muligt at smutte ind forbi forlystelsesparken Bakken og prøve et af deres mange hyggelige spisesteder​, der er gratis entré. Bakkens efterårssæson strækker sig fra lørdag d. 12. oktober - d. 20. oktober 2019.

Pris for rundvisning på slottet: 125 kr. | Eremitageslottet: Kongeligeslotte.dk | Bakken: Bakken.dk

Transport: 12 km, 17 min. i bil eller 1 time i tog - find vej med google maps.

Nr. 2: ​En (U)hyggelig tur i Tivoli

​Tivoli er verdens næstældste forlystelsespark og et historisk vartegn for København og Danmark. Tivoli er kendt for deres smukke dekorationer, der passer til de forskellige sæsoner, og efteråret og Halloween er ingen undtagelse. Tivolis Halloween sæson strækker sig fra d. 11. oktober - 3. november og der vil være mange smukke græskar, uhyggelige spøgelser og smukke lys at se i den gamle have. Dette er en hyggelig aktivitet både for børnefamilien, hvis man vil prøve forlystelser, men man kan også bare nøjes med at betale indgang og spadsere rundt og se haven, samt spise på en af de mange restauranter.

Pris entré: 99 kr. (børn under 8 år er gratis) | Turpas: 209 kr. | Åbningstider: søndag-torsdag kl. 11-23, fredag-lørdag kl. 11-24 | Hjemmeside: Tivoli.dk

Transport: 12 km, 20 min. i bil eller 32 min. i tog - find vej med google maps.

Nr. 3: Frederiksborg Slot​

​Frederiksborg slot ligger i Kongernes nordsjælland i Hillerød og blev oprindeligt opført tilbage i 1560 af Kong Frederik 2. Hans søn Christian 4. rev dog det meste af slottet ned og opførte det i hollandsk renæssancestil fra 1600-1625. I dag fungerer det som historisk museum og har daglige rundvisninger og en meget smuk have, som man kan besøge helt gratis.

Museet har frem til d. 20. oktober 2019 en børneudstilling: “Christian 4. - barn og konge”, som omhandler kong Christian 4.s barndom. Her får børnene mulighed for at klæde sig ud som prinser eller prinsesser og høre mere om hvordan det var at være barnekonge. Familieomvisninger kl. 11.00 og 14.30.

Pris entré: Børn (6-15 år): 20 kr. | Voksne: 75 kr. | Familiebillet (2 voksne, 3 børn): 150 kr. | Studerende/senior (65+): 60 kr.

Åbningstider: alle dage i efterårsferien fra kl. 11-17 | Hjemmeside: dnm.dk

Transport: 32 km, 30 min. i bil eller 1 time og 18 min. i bus og tog - find vej med google maps.

Nr. 4: SMK - Statens Museum for Kunst

​Er vejret lidt for kedeligt og gråt en dag, kan man jo altid kigge ind forbi et af Københavns mange museer. SMK er danmarks national museum for billedkunst. Her kan du gå på opdagelse i en kæmpe samling af fantastisk dansk kunst, både historisk og moderne. I efterårsferien kan du bl.a. se en udstilling med Dansk Guldalderkunst, der bl.a. viser malerier med det gamle københavn og det danske landskab. Hvis du kommer her med børn kan I gå et smut forbi tegnesalen i udstillingen Dansk og Nordisk kunst 1750-1900  (sal 226). Her kan man snuppe blyant og papir og give sit bud på skulpturerne i rummet.

Museet ligger tilstødende Østre Anlæg, som er en smuk park med gamle træer og en lille sø, hvor man kan tage en spadseretur i hjertet af København. I Museet café kan man nyde en dejlig frokost eller en god kop kaffe og se ud over parken.

Priser entré: Voksen: 120 kr. | Unge (under 27 år): 95 kr. | Voksen + barn: 100 kr. | Børn (under 18): gratis

Åbningstider: Tirsdag - søndag kl. 10-18, onsdag kl. 10-20. Mandag lukket, dog ekstraordinært åbent mandag d. 14. oktober kl. 10-18.

Hjemmeside: SMK.dk 

Transport: 18 km, 23 min. i bil eller 38 min. i tog - find vej med google maps.

Nr. 5: De 6 Glemte Kæmper - En skattejagt i det fri

​Tag familien med og gå på opdagelse i de danske skove på en efterårsdag. Kunstneren Thomas Dambo har skabt 6 skulpturer af Glemte Kæmper, der gemmer sig rundt omkring i de danske skove på den københavnske vestegn. Skulpturerne er lavet i genbrugstræ, med hjælp fra lokale frivillige og gemmer sig hemmelige steder, så man bliver nødt til at gå på opdagelse i den smukke danske natur for at finde dem. Deres præcise lokation er ikke angivet nogen steder, men man kan finde dem med hjælp fra en række håndtegnede kort over området omkring Rødovre, Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj, Albertslund og Høje Taastrup. Denne aktivitet er helt gratis og sjov med familien.

Se de håndtegnede kort og læs mere om skattejagten på hjemmesiden: ThomasDambo.dk

Transporttid afhænger af hvilken kæmpe man vil finde og kan derfor ikke angives.

Nr. 6: Cecilie’s - Minigolf og bowling

​Når du først har været lidt kulturel og set et kongeslot eller et kunstmuseum, er du nok helt klar til lidt “good old fashioned fun”. Kun et kvarters gang fra Herløv Kro ligger Cecilie’s, som er et indendørs aktivitetscenter med minigolf, bowling og café. Her kan du tage familien eller kæresten med til et slag minigolf på deres 18-huls minigolfbane, eller prøve en times bowling for 165 kr. på hverdage og 195 kr. i weekenden. Det kan være en fordel at booke i forvejen, specielt i efterårsferien. 

Åbningstider: Mandag - torsdag kl. 11-21, fredag 11-23, lørdag kl. 10-23, søndag kl. 10-21 | Hjemmeside: Cecilies.dk

Transport: 1,5 km, kun 15 min. gang eller 5 min. i bil - find vej med google maps.

Nr. 7: Kanalrundfart og Nyhavn

​København er altid smuk, også om efteråret. Og kanalrundfart er en klassiker, hvis man gerne vil se byen fra en lidt anden vinkel og slappe af imens. Tag familien eller kæresten med på en kanalrundfart, og se bl.a. Operahuset, Christiansborg, det Nye BLOX, den lille havfrue og meget mere. I kan starte turen inde fra Nyhavn ved Kongens Nytorv - den gamle havn med de forskelligt farvede huse er altid er et hyggeligt bekendtskab. I Nyhavn kan man få en velskænket fadøl eller en god gammeldags is fra Vaffelbageren.

Pris Canal Tours: Barn (6-15 år): 47,5 kr. | Voksen: 90 kr. | Se mere online.

Pris Netto bådene: Barn: 20 kr. | Voksen: 50 kr. | Se mere om tidsplaner, stoppesteder og priser her. 

Transport: 14 km, 25 min i bil eller 40-50 min. med tog, bus og/eller metro - find vej med google maps.

​Nr. 8: Xjump - Danmarks største trampolinpark

Er det lidt kedeligt vejr og ungerne trænger til at få brændt noget krudt af? Så tag en tur i Danmarks største trampolin park. Kun 2,5 km fra Herløv Kro, i Skovlunde, ligger Xjump, som er hoppe-himlen for små og store legebørn. Der er også forhindringsbane, høvdingebold, skumgrav, battlebeam, basket og Xminiput, for de helt små. 

Priser: 1 time for 125 kr. pr. person, børn på 1-2 år gratis og børn på 3-4 år for 60 kr. for en time - få en times ekstra hop med for 63 kr. 

Det kan være en fordel at booke i forvejen

Åbningstider: Mandag - fredag kl. 11-19, lørdag kl. 10-19, søndag kl. 10-18 | Hjemmeside: Xjump.dk

Transport: Kun 2,5 km fra Herløv Kro, 6 min. i bil eller 26 min. at gå - find vej med google maps.

Nr. 9: Christiansborg slot - Kom tæt på magtens centrum

​Det smukke gamle Christiansborg er et historisk sted, der bl.a. huser Folketinget, men også lægger sale til mange store officielle begivenheder i løbet af året. Slottet ligger på slotsholmen i hjertet af København og man kan komme ind og gå rundt helt tæt på slottet og dets ridebane ganske gratis. Derudover er der dagligt rundvisninger på slottet i dets smukke sale, bl.a. kan man se de kongelige gobeliner, som skildrer danmarkshistorien. Rundvisninger gives kl. 12 på dansk og kl. 15 på engelsk og de varer ca. 50 min. 

Priser entré: Voksen: 160 kr. | Studerende: 140 kr. | Børn (under 18 år): Gratis

Åbningstider: Alle dage kl. 9-17, dog med visse undtagelser. | Hjemmeside: Kongeligeslotte.dk

Transport: 13 km, 23 min. i bil eller 43 min. i tog - find vej med google maps.

Nr. 10: BIG Shopping - Shopping, luksus biograf og legeland

​Nogle gange er det danske efterårsvejr bare mest til at være indenfor, måske se en god film i biografen, shoppe lidt nyt tøj til garderoben eller tage en tur i legeland? Kun et kvarters gang fra Herløv Kro ligger BIG shopping, et shopping center med luksus biografen BIG Bio, der har 5 sale, hvoraf 4 sale har 3D. Hvis du skal shoppe tøj, elektronik eller boligtilbehør, er der mulighed for at gøre det i shoppingcenterets mange butikker og hvis det også skal være lidt sjovt for de små, så læg vejen forbi Leos Legeland. Her finder I klatrestativer, boldbassiner, tunneler, trampoliner, cykler, boldkanoner, rutschebaner og meget mere. Et gigantisk legeland med masser af sjov og ballade.

Centerets åbningstider: Alle dage kl. 10-19​ | Hjemmeside: Bigshopping.dk

Hjemmeside Big Bio: Bigbio.dk | Hjemmeside Leos Legeland: Leoslegeland.dk

Transport: 1,2 km fra Herløv Kro, 7 min. i bil eller 15 min. at gå - find vej med google maps.

​Vil du booke et værelse på Herløv Kro i efterårsferien?

Det siger vores gæster​

"Morgenmaden var super. Der var alt hvad man kunne ønske sig og der blev jævnligt fyldt op med lunt morgenbrød. Gode muligheder for parkering på pladser reserveret til hotellet."

Ib, Danmark

"The hotel restaurant was fantastic!
​The food was an excellent surprise to a busy day. The staff were so friendly and contributed to a great atmosphere :)”

Milos, UK

Facebook

Åbningstider​

Restau​rant Leslie​​

​Mandag - lørdag​:​

17.30 - 22.30​​​

Køkkenet lukker:

21.30

Søndag og helligdage:

Lukket

​8.00 - 11.00

Caféen ​

Mandag - fredag: ​

​11.00 - 17.00

Lørdag:​

11.00 - 16.00​

Søndag og helligdage:​

Lukket​

Køkkenet åbent: ​

11.30 - 15.30​

​Reception / Hotel

Åben for alle forespørgsler:​

​Mandag - torsdag​:

6.30 - 22.00

Fredag:

6.30 - 21.00

Lørdag:

7.00 - 21.00​​

Søndag:

7.00 - 22.00​​

Kontakt os venligst på forhånd ved ankomst uden for receptionens åbningstid.

Kom til Oktoberfest lørdag d. 28. september!
Vi fejrer Oktoberfest på Restaurant Leslie, med en øl-inspireret 3 retters menu og store fadøl.
Læs hele nyheden
Lækker 3-retters fredagsmenu i September
Prøv vores lækre fredagsmenu!
Læs hele nyheden
En TOP 10 til din efterårsferie!
Vi har lavet en TOP 10 til din efterårsferie på Herløv Kro, fyldt med spændende aktiviteter for enhver smag - og vi har gode priser på overnatninger i uge 41-42.
Læs hele nyheden

Følg os på sociale medier​

fb34​   insta-34

​Herløv Kro Hotel A/S

​Kontakt